Hanne Bartholin

Hanne Bartholin (f. 1962) opdagede tidligt, at alt var muligt på papiret. Hun har nemlig tegnet, lige siden hun som barn fik sin mors gamle vandfarver og papirkurvens indhold af konvolutter og papirstrimler. Bartholin havde travlt i sit tegnelaboratorium. Her kunne hun gå tur med elefanter og giraffer, rejse ud i verden i luftballon og danse vilde danse med store parykker, sammen med en masse børn fra hele verden. Papirstrimler blev til tegnefilm. Papkasser til magiske verdener, hvor fund fra skov og strand og tegninger indgik i skøn forening. Og det er nogenlunde sådan, hun med egne ord også lever den dag i dag.
Bartholin har valgt arbejdet som illustrator, fordi hun hele tiden får mulighed for at forske og bruge sin hjerne på nye og udfordrende måder. At tegne er hendes måde at sætte spor på. Kreativitet indeholder ifølge tegneren ALT. Derfor har det også været en gave for Bartholin fx at følges med elefantungen Carl gennem 6 billedbøger og lære ham bedre og bedre at kende og gå i dybden med hans karakter.

Bøger